Er Hendrix musik?

Egentlig ville jeg allerhelst bare nyde musik.
Kort fortalt var mit første bekendtskab med musik såmænd "lille regnede Louise fra Karise". En sang der ramte mig med rim og naivitet da jeg var omkring 7 år.
I mange år lyttede jeg til top 10 og senere top 20 på DR P3. Jeg var endda paneldeltager på dansktoppen. og synes selv at jeg var med til at få John Mogensen på Dansk Toppen. På top 20 (som var LP toppen) hørte jeg som sagt John Mogensen, Deep Purple, Gasolin, For ikke at tale om Sebastian, Shubidua og Peter Belli.
Og så må jeg jo korrigere mig selv. Faktisk var min barndom optaget af musik med Hermans Hermits, The Kinks, Simon and Garfunkel, The Lovin Spoonful, The Rolling Stones og the Beatles. Pak lige sammen med dansktoppen. Der var jo ikke noget at samle på. Det endte jo osse med at jeg syntes at "Summertime" var med Luis Armstrong.
Men det hele ændrede sig da jeg hørte Jimi Hendrix spille "Star spangled banner".
Jeg husker det tydeligt. Jeg hørte P3 og pludselig lød den specielle guitarlyd som var så rå og ladet med modstridende følelser. Jeg blev født som lytter til musik. Modsat mine yngre søskende der ville spille musik ville jeg lytte. Og jeg slugte musikken. Når nogle spillede på en anden måde, når musik eller sang eksperimenterede. Så jeg blev interesseret i Pink Floyd.
Men videre måtte jeg. Da jeg flyttede hjemmefra fik jeg øjnene op for den nye musikbølge, kaldet "new wave", som viste sig at dække over al ny musik. Fra Kate Bush over Dire Straits, Talking Heads til Clash (mange flere ville jeg gerne nævne) - Biblioteksskolen og mine nye venner åbende øjnene for mig, og jeg søger stadig nye musikalske udtryk. Noget af det største jeg har oplevet i min tid er såre simpelt og samtidig geniaklt. Jimi Hendrix fortolkning af "All along the watchtower", U2 med "One tree hill" talking heads "drugs", live "you alone" samt hooters "Johnny B". Så gik jeg i stå igen. lavede radio på en low-budget måde. Måtte kun spille klassisk musik og musik der ikke længere var omfattet af KODA-asfgifter.
Jeg lavede radio, men hørte ikke anden radio end den jeg selv lavede. Min egen pladesamling var taget fra mig, og min økonomi lå i ruiner. Jeg var afhængig af mine venners musikalske præferancer. Sulten som jeg var tog jeg det hele med. Country, Folk og Singer-song-writers blev interessant. og jeg lyttede.
Jeg begyndte endda at lytte til dansk musik igen.
Hvor musikken før havde været interessant fik jeg øjnene op for teksterne i musikken. Jeg begyndte allerede at interessere mig for teksten da Pink Floyd udgav "Wish You were here", men fik intenst øjnene op for hvor vigtig tekst kunne være da jeg hørte "The Wall". Og så blev jeg introduceret for Roxy Music og dermed for Brian Eno. Endnu engang vendte den musikalske opfattelse sig for mit vedkommende, Eller rettere den vendte tilbage til start. Musikken skulle være spændende og eksperimenterende. Her var Brian Eno enestående. Hvor Gong, Henry Cow og Kevin Ayers var toneangivende i 70'erne var Brian Eno. 80'ernes musikalske helt. U2 slog igennem og blev verdens største rockband. Årtiet efter fik vi et andet band, denne gang fra USA, nemlig REM, der pludselig lagde sig på hitlisternes førsteplads.
Og så er jeg pludselig blevet gammel.
Da Beatles skrev Seargent Peppers lonely haerts club band skrev vi 1967. Men de foreslog selv at den samme melodi skulle lyde anderledes 20 år senere. "reprise" er et bud på hvordan musikken ville lyde i 1987. Prøv at høre det som sådan!
Det pudsige er at jeg den dag i dag også vender tilbage til slutningen af 60'erne. Jeg elsker stadig "All along the watchtower"  eller "Hey Joe" med Jimi Hendrix. Skulle der falde lidt Led Zeppelin eller Cream af, så vil jeg også skrue op.
Mit bud på en "upolitisk korrekt" melodi er: "Art lover" med The Kinks.
Vi der elsker musik er ikke nødvendigvis menneskehadere.